Parterapi

I parterapi arbejdes der med at opnå ny bevidsthed og indsigt i hinandens forsvarsstrategier, blokeringer og længsler. Formålet er at skabe forståelse og respekt for forholdet og for hinanden og jeres individuelle personligheder.

Parforholdet er nok en af de sværeste relationer, vi mennesker træder ind i. Vi går ind i forholdet med hver vores bagage i form af opdragelse, erfaringer, tilknytningsmønstre og overlevelsesstrategier.
Det er denne, som oftest ubevidste bagage, vi hver især byder ind med i parforholdet, der danner grundlag for vores tilgang og handlemønstre i forholdet.

Ofte når vi har vanskeligheder i vores parforhold, lytter vi ikke længere til hinanden. Vi reagerer på vores egne fortolkninger og vurderinger og ser og hører derfor ikke længere den anden. Vores egne ønsker og uopfyldte behov er blevet dominerende for vores oplevelse af vores partner og parforholdet.

I parterapi arbejdes der med at opnå ny bevidsthed og indsigt i hinandens forsvarsstrategier, blokeringer og
længsler. Formålet er at skabe forståelse og respekt for forholdet og for hinanden, som de to individuelle personer I er.

Mit fokus i parterapien er at hjælpe jer til bedre at se hinanden, som I er, så I kan få det bedre med jer selv og hinanden. Jeg vil hjælpe jer med at forstå jeres egne og hinandens mønstre og bevæggrunde. Når I begynder at forstå jer selv, hinanden og jeres samspil, styrkes samhørigheden.

Mange tror, at det er ubehageligt eller trist at gå i parterapi. Min erfaring er, at det ofte er forløsende at gå i parterapi. At blive set og hørt, få talt ud og få sat ord på tanker og følelser er befriende.

Jeg møder af og til bekymringen om, at en parterapeut holder med den ene eller den anden. Jeg, som parterapeut, holder altid med parforholdet.